DXere i nordjysk sne-knibe
Tre medlemmer af Dansk DX Lytter Klub mødtes i februar til et par dage med MB-DXing i et sommerhus i Saltum i Nordjylland. Træffet foregik torsdag 16. til søndag 19. februar 2006, og det skulle vise sig at blive et par dage med sne-kvaler, men også med rimelige DX-forhold på mellembølge.
SHN, PW og BV deltog, og HK dukkede også op på en kort visit søndag morgen. SHN, PW og BV har før holdt "DX-træf" i det lille sommerhus i Saltum, tæt på stranden ved Vestkysten. Her er der mulighed for at sætte lange antenner op, som mellembølge-DXing jo kræver, men der er flere sommerhuse lige i nærheden.
Første mand på skansen var SHN, der ankom torsdag og gik i gang med at opsætte lange antenner i flere retninger - i sne, regn og blæst. PW ankom senere torsdag, og traditionen tro nøjedes han med at rulle 100 meter ledning ud mod vest - liggende på jorden. Det plejer faktisk at virke. BV ankom også kort efter torsdag, fik også rullet et par antenner ud, og så var der ellers gjort klar til seriøs mellembølge-DXing med en pæn "antenne-farm" og 1 stk. TenTec RX340 samt 2 stk. AOR AR7030'ere.
Fine forhold på mellembølge
Som nævnt har vi været i Saltum før ved vintertide i håb om sjældne DX-fangster, men ofte er vi blevet skuffede. Denne gang var der håb om bedre fangster, for solplettallet var meget lavt, og på www.dxlc.com/solar var der blevet meldt om gode udbredelsesforhold på mellembølge.
Vi håbede at høre lidt mere end de sædvanlige østkyst-stationer fra Canada og USA, men det kneb det med - også denne gang. Nej, vi ramlede ikke ind i åbninger mod vestkyst-stationer, Alaska eller Hawaii, men undertegnede (PW) var nu godt tilfreds alligevel. Hjemme kan jeg kun høre de allermest almindelige østkyststationer fra USA på mellembølge, forstyrret af lokal el-støj, men i Saltum er der næsten støjfrit på radiobåndene og langt bedre modtageforhold.
Der var, efter min vurdering, pæne mellembølgeforhold mod USA's østkyst de fleste dage, og flere stationer kunne høres kraftigt. Det fremgår af tipsspalten i DX-Fokus, hvad vi fik lyttet til, men f.eks. 970 WZAN (5 kW) fra Portland, ME, og 1690 WWAA (10 kW) fra Avondale Estates, GA, mener jeg ikke, jeg selv har hørt før. Jeg (PW) fik logget ca. 35 oversøiske stationer på MB, alle dog forholdsvis lethørte stationer. Fint nok til mig, og jeg fik optaget alle IDs på MiniDisc, så engang får jeg måske sendt et par lytterrapporter afsted.
HK nåede også lige at få hørt et par amerikanske østkyststationer på mellembølge, da han nåede frem tidligt søndag morgen, kort før vi lukkede og slukkede DX-træffet. Dén søndag var der "åbent" på mellembølge mod USA og LA til langt op ad formiddagen, mindst til kl. 09 UTC.
Sad fast i sneen
Så var der dét med sneen. Den var næsten smeltet væk, da vi ankom om torsdagen, så vi havde nok håbet på, at vinteren var slut. Vi tog grundigt fejl. Torsdag aften væltede sneen pludselig ned, og efter kort tid var klitlandskabet dækket i hvidt og mindede om et skisportssted højt i Alperne. Der kom så meget sne, at BV fik problemer med at køre op ad en lillebitte bakke. Et par andre sommerhusgæster forsøgte at hjælpe til med at skubbe bilen, men det hjalp ikke. Måske var det BV's splinternye helårsdæk, der var lidt problematiske. SHN havde ingen problemer med at køre igennem driverne - med vinterdæk.
De andre sommerhusgæster undrede sig i øvrigt over vores lange antenner, så PW forsøgte efter bedste evne at forklare, at vi var helt almindelige radiolyttere, ikke radioamatører, osv., osv. Den forklaring så ikke ud til at sive ind, og sommerhugæsterne så mildest talt forvirrede ud bagefter. Et scenarium, vi har oplevet utallige gange før. Så forstå det dog! Vi er ikke radio"amatører", vi er "professionelle" DX-lyttere med en forkærlighed for amerikanske mellem-bølgestationer. Hvor svært kan det være...;-)
Nå, men hvorom alting er, blev vores lille DX-træf i Saltum afsluttet søndag 19. februar, og trods de pænt store snemængder lykkedes det os at få pakket sammen og komme hjem.
Andesteg kl. 4 om morgenen
Alt i alt et hyggeligt og udbytterigt DX-træf, der også rummede spøjse oplevelser - som f.eks. en lettere forsinket aftensmad med andesteg, brunede kartofler og rødkål - kl. 4 om morgenen, fordi ingen var vågne ved aftensmadstid! Samt en tur på en totalt snedækket strand, efter vi havde tømt en hel flaske snaps. Hvad der præcist skete, står ikke helt fuldstændigt klart, men PW kom angiveligt til at vælte en snemand på stranden. Visse personer hævdede, at PW direkte angreb snemanden på nærmest uterlig vis, men det har naturligvis intet på sig.
Peter Witten
5. april 2006