| DX-Fokus nr. 1-1997 |
HCJB 65 år
Ved juletid 1996 fyldte HCJB i Ecuador 65 år. Inden da nåede de
at stoppe de svenske udsendelser efter næsten 60 år. Vi ser nærmere
på HCJBs historie.
Den første udsendelse blev sendt fra Quito, Ecuadors hovedstad, juledag 1931, og de svenske udsendelser begyndte allerede i 1937. De har hele tiden været tæt knyttet til de personer, som lavede udsendelserne blandt andet Ellen Campana og Sonja Persson, der kom til HCJB i 1957 og var med frem til den sidste svenske udsendelser den 28.september 1996.
Men hvorfor startede man overhovedet med at sende på svensk og senere også de øvrige nordiske sprog? Ja, den ene af HCJBs grundlæggere, Reuben Larsson, havde svenske rødder og ville finde ud af hvor langt 1 kW-senderen rakte i 1937. Responsen var overvældende, og inden længe blev testudsendelserne regelmæssige, og det svenske program blev sendt et kvarter om ugen sammen med engelske og spanske programmer. Under Anden Verdenskrig steg antallet af lyttere, fordi folk i Skandinavien også ville følge med i krigen via kortbølge.
Reuben Larsson måtte rejse til USA et helt år 1940-41 og kontaktede derfor den eneste svensker i Quito, Ellen Campana, for at de svenske udsendelser kunne fortsætte. Hun var som 20-årig udvandret med sin mor til Chicago, blev siden gift med Ecuadors vicepræsident og blev dermed fru Campana. I begyndelsen af 1930'erne flyttede parret til Quito, men det var ganske utænkeligt, at en kvinden arbejdede udenfor hjemmets fire vægge. Dog fik hun via sin mands kontakt til HCJB lov til at berette om folkelivet i Ecuador og læse op af Biblen i de svenske programmer. Dét gjorde hende populær, og "tante Ellen" fortsatte i 20 år og fik i 1952 den svenske konges medalje for kontakter mellem Sverige og Ecuador via radioen.
I 1956 kom hun på den eneste rejse til sit hjemland, og den navnkundige Arne Skoog fra Sveriges Radio arrangerede møder med de DX-klubber, der var begyndt at opstå. Hun blev den svenske DX-alliances gudmor, og HCJB var i mange år den populæreste svenske station fra udlandet i Sveriges DX-Förbunds årlige undersøgelser.
I 1957 kom Sonja Persson som nævnt på banen, i første omgang som sommermissionær, hvor hun lavede programmer en gang om ugen. Da hun i 1959 bosatte sig permanent i Ecuador, blev hendes første opgave at oprette en separat afdeling for svenske udsendelser med en mere personlig kontakt end dén, som "tante Ellen" havde kunnet opretholde. Efterhånden omfattede programudbuddet også danske, norske og finske udsendelser, og afdelingens navn ændredes først til den skandinaviske og siden den nordiske afdeling.
For mange nordiske lyttere var HCJB lig med Sonja Persson, og hun er da også den, der har arbejdet længst tid og lavet fleste svenske programmer på HCJB. Under hendes første besøg i Norden i 1961 deltes Ellen Campana og Ross Larsson om ansvaret for de svenske programmer (sidstnævnte var den yngste i en søskendeflok på 18, hvor Reuben Larsson var ældst). Mens Sonja Persson var i Norden, fik "tante Ellen" et alvorligt hjertetilfælde og kunne ikke længere lave programmer.
Da Sonja Persson i 1965 igen besøgte Norden, vikarierede Iris og Alfredo Persson, som samtidig arbejdede i HCJBs portugisiske afdeling. I 1966 dannedes Verdensmissionens nordiske afdeling i Sverige, senere foreningen Radio HCJB, som også begyndte at udsende medarbejdere. Gerd og Gunnar Forsberg boede med familie i Ecuador 1972-80, Krister Gunnarsson begyndte at lave programmer i Sverige i 1972 og arbejdede fuldtids ved HCJB 1976-1982. Han kom med familien til Ecuador igen 1991-94, hvor han også lavede programmer for HCJB. Iris Lundberg kom 3 måneder til Quito i 1979 og var der som fuldtids missionær 1980-91. Hun hedder nu Rhodes til efternavn, er siden 1992 bosat i Storbritannien og fortsatte med at lave programmer til HCJB. Men allerede i 1961 begyndte Karl Erik Freed som tekniker og programchef i Sverige. Nogle kan måske stadig huske ham fra besøg på DDXLKs DX-lejr i Roskilde i 1982.
Nu er de svenske udsendelser ligesom så mange andre skandinaviske stemmer fra udlandet en saga blot. Mange vil dog sikkert savne den religiøse station, der også tilgodeså det kulturelle.
Tekst af Anders Brandborg. Kilde HJCB.