DX-Fokus nr. 10 1999

IFA – den internationale
radioudstilling i Berlin

Der satses på digitale systemer

Igen i år har Erik Køie været en tur i Tyskland for at besøge Internationale Funkausstellung i Berlin. Men der var ingen nye kortbølgemodtagere

ifa-01.jpg (40911 bytes)

Hvert andet år afholdes omkring den 1. september den kæmpemæssige og imponerende internationale "radioudstilling" i Berlin. Sammen med Stig Hartvig Nielsen besøgte jeg igen IFA, som holder til i "Messehallerne" lige nedenfor Funkturm. Mellem bygningerne ligger et åbent areal, "Sommergarten", som også har en del udstillere – blandt andet B&O – samt en kæmpescene til ARD/ZDF TV-udsendelser. Især de store firmaer som Philips, Grundig, Sony, Panasonic og så videre har enorme udstillinger og der er alt hvad hjertet kan begære af elektronik. Ikke blot alt indenfor TV og radio, men også for eksempel bilstereoanlæg, bilnavigation (via GPS-satellitter), audioforstærkere, kommunikation, multimedia, digitale kameraer og underholdningsindustri (spil, for eksempel). Interessant er altid at gå forbi udstillerne fra Asien, som især kommer fra Taiwan, Kina, Hong Kong og Indien.
Men for første gang var det ikke de helt store og revolutionerende nyheder, man forbløffedes over.
Det er stadig digitaliseringen, som er hovedemnet, og én ting er sikker: det er billeder på skærme, som dominerer overalt, især DVD. Der vistes også store, flade TV-skærme til at hænge op på en væg – de var kun omkring 10 cm tykke og så faktisk temmelig elegante ud.
Mange firmaer udstillede internetløsninger via en TV skærm. Eller man kunne få sin internetforbindelse ned fra en Eutelsat satellit – men den anden vej gik det stadig via en telefonlinie. Og så var der naturligvis også mange "almindelige" udbydere.

ifa-02.jpg (40865 bytes)

DAB, Digital Audio Broadcasting, var selvfølgelig også repræsenteret flere steder med især Bosch enheder, men selvom vi her i Danmark har tre DAB-sendere føler jeg personligt, at systemet stadig har meget svært ved at slå igennem, og med det antal år, det allerede nu har været på banen, er tiden så småt ved at løbe fra den benyttede teknologi. Og med de få stationer, vi foreløbig kun kan høre, er det ikke attraktivt nok. Så hellere de mange flere valgmuligheder på FM, hvor de fleste egentlig stadig er tilfredse med lydkvaliteten. Rækkevidden er jo også et problem for DAB

Til gengæld er forventningerne til DRM så meget desto større. DRM er digitale udsendelser på de nuværende AM bånd med dertil hørende stort dækningsområde.

ifa-03.jpg (39141 bytes)

Markedsføringen og tidshorisonterne er meget mere tiltrækkende, og som det ser ud nu, kommer der ret billige modtagere på markedet samtidig med de første egentlige udsendelser i løbet af 2001. Signalerne vil blive sendt på særskilte frekvenser, altså ikke sammen med et analogt signal, som det kendes fra USA, og på kortbølge satser man i øjeblikket på – i lighed med LB og MB – at kunne bruge 9 kHz til signalet, som så i kvalitet nærmer sig mono-FM. De lyddemonstrationer jeg indtil nu har hørt er i hvert fald overbevisende – så vi håber, at teorien kan overføres til praksis, så vi undgår fading og interferens. Sammen med signalet vil man kunne bruge nogle bits til for eksempel stations ID og alternative frekvenser. I øjeblikket satser man på to "modes": standard med 24 kBits/sek. og 9 (+/- 4½) kHz båndbredde og "Highly protected" med 20 kBits/sek. og 9 kHz båndbredde.
Og jeg tror også, at det er derfor, vi i øjeblikket stort set ikke ser nye kortbølgeradioer – fabrikanterne afventer DRM-udviklingen. Dog er for eksempel Grundig på vej med en ny model, som hedder 800. Og JRC er ligeledes ude med en ny radio. Jeg har et link til Grundig 800 på min "Lydside" på.
www.dr.dk/rdk/rdlyd.htm

På udstillingen var radioer svære at få øje på! Det virkede tilfældigt, hvis man var så heldig at finde kortbølgeradioer – og på Sonys enorme stand måtte jeg ganske enkelt opgive at finde deres kortbølgeradioer!
I Berlin havde World Space også en stand med modtagere til deres digitale satellitradio system. Planen er, at de her fra efteråret først vil dække Afrika fra Afristar på 21E øst, og senere andre tropiske zoner. Frekvensområdet er 1467-1492 MHz. Det er et system, som man har store forventninger til, men om det også vil kunne bruges til Radio Danmarks udsendelser afhænger især af prisen, da en uplink til satellitterne sagtens vil kunne være i for eksempel Oslo eller København. Desværre dækkes de store have ikke af World Space. De udstillede modtagere var: Sanyo og Panasonic som kun havde World Space området, mens Hitachi også havde FM og JVC havde MB, FM og KB fra 5.750-17.950 kHz.

ifa-04.jpg (35577 bytes)

Til slut kan jeg nævne, at adskillige radiostationer havde mindre eller større stande, og mange stationer sendte ofte fra studier på standene. Blandt flere andre kan jeg nævne WRN, DW, Deutschlandradio, Bayerischer Rundfunk med markedsføring af 6.085 kHz, NDR, Berliner Rundfunk, RTL Berlin, Spree Radio og hundert,6.

ifa-05.jpg (46080 bytes)

Tekst & foto: Erik Køie.