| DX-Fokus nr. 11 1998 |
Radio
Silkeborg
får fodfæste
Radio Silkeborg har som så mange andre radiostationer i Danmark levet en lidt omtumlet tilværelse. Men efter den seneste rekonstruktion, ser det ud til at Radio Silkeborg har fået ordentlig fodfæste.
Radio Silkeborg kan i dag høres så langt som til Hobro, Viborg, Kolding og Århus. Primærområdet er naturligvis Silkeborg Kommune, og her lytter op til 60 pct. af befolkningen dagligt til Radio Silkeborg, fortæller direktør Torben Grøn, der forsætter med at fortælle, at der er lige stor fordeling af kvinder og mænd blandt Radio Silkeborgs lyttere. 53 pct. er over 40 år, 25 pct. er 25-39 år, 22 pct. er 12-24 år. 70 pct. bor i eget hus og 54 pct. har en husstandsindkomst over 300.000 kr. om året. Af tallene kan man konstatere, at Radio Silkeborg ikke har alt for godt fat i de helt unge lyttere. Måske stiller den yngste del af silkeborgenserne ind på konkurrenterne fra Viborg og Randers. Men i det kommende år vil Radio Silkeborg starte en ra-diostation mere, hvor man vil trække de ældre lyttere over på for så at gøre "hoved"-stationen lidt yngre.

Radio Silkeborgs logo og slogan mere for ørerne
Torben Grøn har været med på Radio Silkeborg i lang tid. Først som reklamekonsulent, men da radioen gik konkurs, endte det med, at Torben Grøn skiftede skrivebordet ud med direktør-skrivebordet. Et skift, der ikke har været dårlig for den silkeborgensiske radio, eftersom radioens position nu synes stærkere end nogen sinde.
Mange aktionærer
Da Radio Silkeborg i 1997 lukkede blev der arbejdet på at rekonstruere radioen ligesom Radio Viborg og radiosamarbejdet i Århus bankede på lokalradionævnets dør for at få en sendetilladelse. I de måneder radioen var lukket var det uvist, hvem ville modtage sendetilladelsen, ville Århus, Viborg eller måske en tredje og ville det føre til en skærpet konkurrence i det midtjyske radiomarkede? Det endte med et samarbejde, hvor Radio Silkeborgs ejere blev både Radio Viborg samt samarbejdet fra Århus ved Radio Reklame A/S, men også Silkeborg Avis A/S, LO-/AOF OM Consulencey ApS, OL Holding ApS, John Peter Jensen Holding, Erik Kvorning, og Kent Madsen.
" Radio Silkeborg har siden genopstarten 1.10.97 været inde i en rivende udvikling. Ikke nok med at lyttertallet er kommet kraftigere tilbage end ventet. Men ændringen af vor profil til en "virksomhed", har givet en hurtig afsmitning.
Silkeborg har altid værds-at sin lokalradio. Og derfor var det "ren smer-te" da vi var lukket ned 2 måneder sidste år. Men genoprejsningen kom hurtigt. Og flytningen til de nye, lyse lokaler i midtbyen, har samtidig givet silkeborgenserne den mulighed for at kunne iagttage denne spændende og anderledes arbejdsplads.", fortæller direktøren til DX-Fokus.
Radio Silkeborg Plus
Som tidligere nævnt er Radio Silkeborg snart klar med endnu en udgave af sig selv. Ganske som andre radioer skal søsterstationen hedde det samme, men får lige et "Plus" føjet til.
Radio Silkeborg Plus hedder den ekstra kanal og vil bygges op omkring en musikprofil, blandet af dansk musik, 50'er, 60'er, lidt 70'er, country og traditionel. jazz. "En profil, som vil tilfredsstille en lyttergruppe, som gerne hører andet end det vi bringer på hovedfrekvensen. Samtidig skal sammensætningen kunne stå alene over for en kundegruppe, der kan se fordelen i, at benytte denne kanal til at markedsføre sig på", fortæller Torben Grøn. På Radio Silkeborg betaler annoncørerne 300 kr. for 30 sekunder i den bedste sendetid.
Når Radio Silkeborg er klar med sin Plus-kanal er man samtidig også klar med Dalet-system (computerafviklet radio). Så de 10 fastansatte, 4 freelancere og 12 frivillige skal snart til at lære om at afvikle radio med en "mus".
Lisbeth og Wenche
Billedet på forsiden af DX-Fokus har Radio Silkeborg taget, hvor Lisbeth Østergård (tv) og Wenche Axelgaard (th) er fanget i et af studierne.
Den 20 årige HF-studerende og model, Wenche Axelgaard, arbejder egentlig ikke på Radio Silkeborg. Men hendes kæreste, Jimmy Nielsen, er en af de frivillige stationen. Når han er i studiet om torsdagen fra 19-23 går hun lidt til hånde for ham og skriver på PC for ham. Wenche fortæller hun hygger sig meget på Radio Silkeborg, men har absolut ingen ambitioner i den retning.
Helt anderledes er det med Lisbeth Østergård, som har været med på Radio Silkeborg i nu tre år. Hun arbejder som frivillig om aftenen og som lønnet freelancer i den tid, der skal udfyldes efter den nu fyrede programchef.
Hun kom, som så mange andre, ind i radiomediet ved en tilfældighed. Hendes far, der i Silkeborg er selvstændig tegnede på et tidspunkt en annoncekontrakt på radioen og sælgeren spurgte Lisbeth om ikke det var noget for hende at hjælpe til på radioen. Hun sagde ja og siden er det blevet mere og mere.
Faktisk så meget mere, at den århusianske Radio Colombo en dag opfordrede hende til at aflevere et bånd med en prøve på hendes kunnen. I dag sender 18-årige Lisbeth Pepsi-charten fredag eftermiddag og sender om lørdagen på Radio Colombo.
"Jeg blev headhuntet fordi jeg er pige. Der er ikke mange piger i faget og Colombo kunne li det jeg laver, fordi der er tempo over det og fordi, de mente jeg havde noget at sige" fortæller hun DX-Fokus. Hun fortæller også, at det kan være svært at være på to forskellig radiostationer på engang da hver har sin måde at gøre tingene på, men foretrækker ikke den ene radio frem for den anden: "der er en mere ung stemning på Colombo, hvor folk på en eller anden måde er mere glade. Der er på det sidste forsvundet en del i Silkeborg og de holder flere fester på Colombo. Eksempelvis inviterede chefen i Århus forleden til tequilla-party, hvor vi drak tequilla hele natten. Det kunne aldrig ske i Silkeborg" fortæller Lisbeth, der spøgende afslører, at chefens alder i Silkeborg måske spiller ind, hi hi.
Lisbeth Østergård forestiller sig ikke siddende i et radiostudie resten af sit liv. Når hun til sommer er færdig med HF vil hun på mediehøjskole i Esbjerg og siger, at hun gerne vil være musikchef på en radiostation, og at hendes største radiomæssige ambition er at blive direktør.
Wenche Axelgaard og Lisbeth Østergård i Radio Silkeborgs nye og lyse lokaliteter
Tekst: Karsten Jensen