DX-Fokus nr. 1 1999

The Voice satser på pigerne
og på Internettet

Efter at have været domineret af mænd satser The Voice nu på pigerne
– både i salgsafdelingen og i æteren.

voicemettetrine.jpg (22446 bytes)

Her i DX-Fokus har vi så ofte set billeder af teknikere og studieværter, men vi har aldrig besøgt en radiostations salgsafdeling så det roder vi bod på nu og salgsafdelingen er jo da trods alt enhver virksomheds vigtigste afdeling, så her et portræt af to nye piger på "Danmarks nummer et – The Voice".

Mette og Trine

I takt med et stigende lyttertal og øget salg har The Voice oprettet to nye stillinger i salgsafdelingen; en promotionassistent – Trine Galst (til højre i forsidebilledet) og en salgskoordinator – Mette Pedersen (til venstre).

Nogle af Trines opgaver er at koordinere fester og koncertarrangementer samt at forsøge at få The Voice endnu bedre profileret i lytternes bevidsthed. Et godt medie i denne forbindelse er The Voice’s hjemmeside (www.thevoice.dk / www.thevoice.fm), som Trine har ansvaret for at få opdateret med husets seneste aktiviteter. Et andet af hendes projekter er at få The Voice’s programoversigt i landets aviser og ugeblade, hvilket har båret frugt, idet man nu i Ekstra Bladet kan slå op og finde programoversigten for The Voice.

Trine fortæller, at hun har et hårdt og krævende men spændende job, som giver kontakt til mange mennesker, og som kræver en høj stresstærskel for at få alt til at klappe. Trine Galst er 26 år og kommer fra et job på et reklamebureau.

Om jobbet som promotionassistent siger Trine: "Efter at jeg er startet på The Voice, har jeg fået et andet syn på ordet "brain-storm". Selvom jeg i mange sammenhænge fungerer som højre hånd for mine kollegaer i både program- og salgsafdelingen, forventes det også af mig, at jeg selvstændigt kan komme med en masse ideer og forslag til events – og dét er en stor udfordring, men samtidig utrolig lærerigt".

Fra Esbjerg til København

Mettes Pedersens arbejde består i at koordinere kampagner, og sørge for at de kører efter kundens ønsker. "Det kan også være sin sag, da The Voice indgår i et samarbejde med 7 radiostationer i Jylland (Nordisk Radio Reklame)" fortæller Mettes chef Anne Assov. Derudover hjælper Mette blandt andet med at udarbejde tilbud på kampagner, og er p.t. ved at lære at lave Gallup-kørsler til brug for sælgerne som dokumentation på radiomediets virkning.

Mette Pedersen er 23 år, kommer fra Esbjerg og har før arbejdet som bankassistent – hvilket er noget helt andet end at arbejde på en radiostation! Mette støder da også tit på spørgsmålet "Hvad laver en tidligere bankansat på The Voice?", og umiddelbart kan der heller ikke sættes de helt store lighedstegn. Men som Mette fortæller: "Jeg kom fra et hektisk, travlt og salgsminded miljø – og er kommet til det samme miljø på The Voice".

Mette Pedersen har været ansat siden 1. oktober 1998, og har ikke et øjeblik fortrudt, at hun tog springet til The Voice – og hun er derfor yderst tilfreds med, at "The Voice satser på pigerne".

Bitch Party

I æteren kan man nu hver fredag og lørdag fra kl. 19-21 lytte til "Bitch Party" med Marlene, Tiggy, Shirley og Lina. Programmet er et festprogram, hvor der varmes op til fredag og lørdag aften, blandt andet med dialoger med lytterne. The Voice’s programchef, Eik Frederiksen, er glad for nu at have så mange piger i programafdelingen "Det hjælper til at lufte kraftigt ud i drengenes omklædningsrum i studiet". Men det er nu ikke kun Eik Frederiksen, der er glad for at der er kommet flere piger til The Voice, det er chefen for analyseafdelingen Anne Assov også. Hun har i lang tid, været eneste pige, men nu er det næsten 50/50. For The Voice har netop ansat en kvindelige sælger til lokalsalg – Tenna, og pr. 1. januar begyndte, der endnu en kvindelig sælger på nationalt salg (salg af Nordisk Radio Reklames landsnet) – Camilla, sige Anne Assov videre.

RealAudio Livestream fra The Voice

The Voice har nu satset flere ressourcer på internettet. The Voice er nemlig den første danske radiostation, som sender i RealAudio på internettet. Kort fortalt, betyder det, at man overalt i verden kan høre The Voice, hvis bare man er koblet op på det verdensomspændende internet. Det, der sendes ud på nettet er egentlig Voice of Scandinavia, der er Voices satellit-relæ af Brøndby-senderen på 104.9 MHz. Det vil sige, at man kan høre programmerne mens de sendes on-air på de jordbaserede sendere. I praksis er der en forskydelse et eller andet sted. Faktisk kan jeg via nettet høre udsendelsens ADSKILLELIGE sekunder før jeg kan høre udsendelsen på min fællesantennetilslutning.

The Voice var ikke de første på nettet, men da de kom på nettet var det til gengæld med en ret flot og imponerende hjemmeside, hvis grafik slog alt hvad der tidligere er set på danske radio- og TV-stationers hjemmesider. Den nye hjemmeside er helt klart også et besøg værd. Grafikken, formen og opbygningen imponerer virkelig.

The Voice var i sin tid, på grund af RealAudio-problematikken, ventende med at gå på nettet til trods for, man havde en side klar. Spørgsmålet var som dengang, hvordan skulle der afregnes?

DX-Fokus har i en uge op til deadline fået lov til at teste RealAudio på en særlig "hemmelig" hjemmeside fra Voice, og vi er ganske imponerede over den gode kvalitet. På den officielle hjemmeside er faktum dog, at Voices computer kan have lidt svært ved at følge med til at servicere alle brugerne.

DX-Fokus finder det spændende med dansk internet radio og spørger hvorfor det ikke er kommet noget før! Og den 4. januar ringede vi til ophavsrettighedsorganisationerne for at høre om vi snart ville se en "skov" af nye danske internet-radioer, samt hvad holdningen er.

Først KODA, der hilser internetradio velkommen. Afgiften til KODA er for en gangs skyld overkommelig. Der skal nemlig kun betales 1.000 kroner pr. måned og tilladelse er givet fra KODA til The Voice.

Helt anderledes kompliceret blev det med opringningen til Gramex, hvor direktør Bjørn Juul Sundby, var dybt rystet over DX-Fokus’ oplysninger om, at The Voice vár begyndt på internet-radio. Gramex har ingen tilladelse givet og der er heller ikke fundet nogen afregningstarif. Gramex’ direktør fortæller, man har været i gang med forhandlinger om internet-radio, men at intet er færdig-forhandlet og forstår ikke The Voice vil i gang internet-radio. "De har økonomiske problemer. Da vi i efteråret forhandlede om hvad Gramex-vederlaget skulle være oplyste de, at de ikke havde råd til at betale mere", udtaler Gramex direktør Bjørn Juul Sundby. The Voices advokat Bjarke Vejby oplyser til DX-Fokus, at Gramex forlangte 3-4 millioner kroner for, at man kunne være landsdækkende med satellit og kabel og at kravet var urimeligt. Derfor bragtes sagen for højere instanser, som gav The Voice medhold i sagen. Nu betales kun 500.000 i Gramex afgift. "Det er som tak for sidst, at Gramex nu rører på sig" siger Voice advokaten.

Voice advokaten siger, man intet ulovligt gør, og jeg bliver straks underrettet om en større teknisk og juridisk procedure om hvorvidt radioen kopierer sin musik fra CD til harddisk og fra harddisk til andet medie eller database. Og det er her sagens kerne ligger. For er der reel tale om en kopiering er der tale om ulovligheder (foruden at vederlagsstørrelsen i følge Gramex ikke er fastsat) fortæller Voices advokat, der fastslår Voice ikke kopierer noget.

Johan Schlüter, advokat for IFPI (pladeselsskabernes brancheorganisation), ringede til undertegnede for at fortælle, at IFPI ikke har givet sit samtykke og at IFPI mener der klart er tale om kopiering af fonografiske værker. "Vi er i dag blevet kontaktet af Gramex, fordi du ringede til dem, og nu sender jeg et brev til The Voice om at stoppe RealAudio Livestream senest onsdag den 6. januar. Ellers vil vi nedlægge fogedforbud" fortæller IFPI advokaten Johan Schlüter DX-Fokus, og giver en længere juridisk argumentation for at der er tale om en ulovlig kopiering. The Voices advokat og Eric Hansen, direktør for The Voice er ganske afslappede og er parat til at følge sagen til domstolene. "For, at der kan blive tale om et fogedforbud skal fogedretten være enige heri" fortæller Voice advokaten Bjarke Vejby mig.

Gramex siger, at 20-25 pct. af de danske husstande er tilkoblet internettet, og at det helt klart er det, der danner beregningsgrundlag for afgiften og er ligeglade med om det kan dokumenteres, at det reelle internet-lyttertal er lavere. På spørgsmålet om hvorfor, der for resten af Jordens internet-befolkning ikke også skal afregnes – de kan faktisk også lytte med – siger Gramex direktøren: "The Voice sender danske reklamer og det jo vil være et fåtal af udlændingen, der er interesseret i at lytte til The Voice".

Men 20-25 pct. er kravet for afregningen, og det til trods for, at man maksimum kan have 1.000 internetlyttere ad gangen. "Vi har investeret $60.000 i en software og kan sende internetradio til 1.000 ad gangen", fortæller The Voices direktør Eric Hansen. Voices advokat fortæller, at man i forvejen betaler et landsdækkende Gramex-honorar og at man derfor ikke skal betale yderligere og understreger, at man er villige til at gå til domstolene med sagen.

Tekst: Karsten Jensen.